"Der udsendtes i aftes følgende gennem Ritzaus Bureau: Ved 4,30-tiden i morges henvendte den tyske Gesandt i København sig til den danske Regering og meddelte at tyske militære styrker besatte de vigtigste militære objekter i landet.
I de tidlige morgentimer overskredes grænsen af de tyske tropper, og der blev i en række kystbyer, deriblandt København, landsat besættelsestropper. I løbet af morgen- og formiddagstimerne besatte disse tyske militærstyrker forskellige danske militære etablissementer, og i løbet af dagen er endvidere tyske tropper ankommet til en række af landets byer.
Under dette gik enkelte menneskeliv tabt.
I morgentimerne nedkastede tyske flyvemaskiner opråb til soldater og borgere hvori der redegjordes for den tyske besættelse, dens motiver og hensigter.
Straks efter den tyske Gesandts henvendelse fandt en rådslagning sted hos Kongen hvori deltog Medlemmer af Regeringen samt de øverste militære Myndigheder. Efter denne rådslagning udsendtes Regeringens og Kongens henvendelser til det danske folk.
Blandt de foranstaltninger der er en følge af den nye situation, er at en del af forbindelserne mellem Danmark og Udlandet foreløbig er afbrudt. Det håbes imidlertid at der på disse områder hurtigt vil kunne gennemføres lempelser.
Allerede fra i aften er der gennemført fuldstændig mørklægning over hele landet. Denne mørklægning vil være gældende indtil videre. Befolkningen opfordres til at drage omsorg for at den overholdes strengt". |